Til en der står mit hjerte nært.

Inderst inde.. Bag alle facader, og bag alle lag, helt inden i, der ved jeg at jeg betyder noget for dig. Jeg ved at du ikke ønsker mig noget ondt, jeg ved du ikke ønsker at blive uvenner, ligeså meget som jeg ikke ønsker det. Jeg ved du ikke vil skræmme mig væk, og jeg ved at du frygter at hvis jeg ser dig helt, at jeg ikke vil være tilfreds. 

At ens handlinger ikke altid er det man forsøger at udtrykke, er kompliceret. At det man siger ikke altid er det man mener, at det det ender med, ikke altid er det man ville opnå... Det er frustrerende, knusende og traumatiserende. At ligemeget hvor hårdt man prøver, så kommer der ingen ord. Som at råbe under vand, for fulde lunger, men ikke en lyd. Jeg ved at tiden er en vigtig faktor. Jeg tror på dig, jeg tror på du kan alt, hvad du gerne vil. Jeg tror du kan udfordre dig selv. Jeg ved det er svært, jeg ved det er hårdt. 

Jeg ved at du er bange for at folk ikke kan lide dig for den du er, hvis de så dig som du er. Jeg ved at du sætter en facade op, der tyk som en mur, den beskytter dig for alles ord, du slipper for at tage noget af det ind. Kritikken falder af, for det er ikke dig den beskriver, men også det positive, rosen og komplimenterne falder til jorden, for heller ikke de er inderst inde den du er. Det forhindre dig i at blive såret. I de ord der gør så ondt, når de rammer lige der hvor man er sårbar. De ting der før har fået dig ned, og hvor det hele var så hæsligt, at der ved du ikke ned igen. 

Det skaber en ond cirkel, hvor frygt er den styrende kraft. Det i sig selv kan trække en ned, hvor man ligger helt nede, strukket ud, og bundet sammen af frygten for at træde forkert og vise for meget af sig selv. 

Jeg har set meget af dig, hvorend du er enig eller ej. Jeg har selv handlet som de fleste, dømt dig udfra det jeg så, fordi jeg ikke vidste bedre, eller andet. Uvidenhed. Jeg troede at det intet betød for dig. At jeg intet betød for dig. Men jeg ved nu at jeg tog fejl. Det er jeg dybt ked af, undskyld. 

Jeg har udvidet min egen horisont. Min menneskelige forståelse, den raske og den syge side. Jeg har overanalyseret alt, blot for at se om det ville give en forståelse af den egentlige mening. Og det tror jeg det har. 

Jeg er ikke bange for dig, du skræmmer mig ikke. Dine symptomer, svingninger, eller diagnoser, skræmmer mig ikke. Jeg er klar over dine mørke sider, men de er en del af dig, og en del af den du er. Jeg kan også se dine lyse sider, og de vejer op for den anden side. 

Jeg dømmer dig ikke, jeg ved bedre. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg kender dig. 

Det gør og har alle altid gjort. Og du fortjener bedre. 

Jeg er overbevist om, at alle har overvejende gode sider, hvis de får chancen for at vise det, og tilliden og muligheden for at skinne som stjerner, i månelyset såvel som i solen. 
Du har ikke fået din chance. Grib den. Det fortjener du.