Om afhængighed og at sige fra.

Jeg er knust - Sidder bare og græder og græder og græder og græder. Kan slet ikke finde nogen trøst, nogen steder. Mor er ude og spise med arbejdet og er sikkert væk hele aftenen - og Maria.. Tjaah.. Hun hader mig vist >_< - Jeg er ikke sikker på hvad jeg har gjort galt, men hun vil ikke snakke med mig.. Jeg er heartbroken.. Virkelig helt færdigt. Hvis ikke det var for Anmars kommentarer om at jeg skulle tage mig sammen, ville jeg højest sandsynligt sidde med en nål i armen lige nu ._.

Om at kræve opmærksomhed fra dig..

Synes du jeg er for krævende? Synes du jeg forlanger for meget af dig? Synes du jeg er irriterende? Synes du jeg burde lade dig være?

Ville du blive glad, hvis jeg forsvandt? Would you care if i died? Ville du græde, hvis jeg slog mig selv ihjel?

Holder du af mig?!

Om det virkelig er ægte venskab?

Måske du og jegs forhold slet ikke er så ægte som det har set ud? Måske du lyver for mig? Måske jeg bare er en blind hare, du jagter gennem skoven? Måske du fryder dig over at se mig lide? Måske du nyder at se mig skære dybt i huden.. Måske du håber jeg vil dø snart.. Måske du i virkeligheden ikke gider mig? Måske du for længst har opgivet håbet om mig? Måske dine sygdomme bare er noget du finder på, så du slipper for at mødes med mig..?

Hvorfor taber jeg altid når vi diskuterer? Det gjorde jeg også denne gang.
Så kan jeg sidde her og føle mig til grin, mens du sikkert gnækker i din sofa.
Tak for shit.

Om den ustyrlige lyst til at dø.

Gud befri, mig vel.. Maria freaker helt ud over at jeg spurgte hvornår hun har tid til at skrive med mig igen o.o
Mente bare om det var en en halv time eller to timer eller i morgen eller næste uge.. og så snakker hun om at hun ikke har "telefon-tid" ._. Say what?

Er virkelig så afhængig af hende.. Når hun ikke har tid eller laver noget andet (som nu..) bliver jeg så ked af det og i så elendigt humør at det udvirkler jeg til bare at give op og tage livet af mig selv. Der er virkelig snart ikke noget der holder mig tilbage. Jeg kan ikke blive ved med at leve for hende, på et tidspunkt bliver hun træt af mig, og så er det sket med mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu.. Har mest lyst til bare at sætte mig og skære i noget hud. og se blodet flyde og mærke smerten og derefter fortælle Maria at hendes navn står skåret i min arm.. Det bliver hun nok ikke glad for at vide.. Men jeg ved ikke rigtig.. Hun bliver nok bare sur, og det orker jeg virkelig ikke.. Måske jeg bare skulle skære noget andet.. Et hjerte eller noget.

Suk. Roger over and out. Farvel.

Om lysten til bare at skrive det brev..

Nogengange overvejer jeg seriøst at skrive et selvmordsbrev til Maria, bare for at se hvordan hun reagerer, ikke for at gøre hende ked af det eller skræmme hende, men simpelthen for at se hvad hun ville gøre for at stoppe mig, om hun overhovedet ville gøre noget og hvis ja, så hvad.. og om det ville være i tide.. Men jeg ved godt jeg ikke kan være det bekendt og det er grunden til jeg ikke har gjort det.

Har jo lovet hende det var slut med snakken om selvmord, selvom tankerne tit og ofte popper frem i mit sind.. Men jeg må bare blive ved med at ryste tankerne af mig, hvis ikke jeg vil ende på den lukkede afdeling (n)