Et forsøg på at beskrive mig selv.

Jeg er virkelig nysgerrig af natur, og har været det hele livet, har en meget bred viden og forståelse af alt muligt inde for vidt forskellige emner.
Jeg er facineret af historiens genier, og den videnskab, teknologi og evolution der er sket gennem tiderne, og som er grunden til verden er som den er i dag.

Psykologi er noget jeg altid har fundet spændende, min far siger det ligger til familien, og at min farfar valgte og blive psykolog "for at se om han kunne forstå min farmor bedre" Kan dog se, at det kunne han så nok ikke, men hun er også en videnskab for sig.

Jeg vil gerne finde frem til det bedste i mig, og udvikle mig selv, til det bedst mulige menneske. Til en person jeg kan være stolt af at være og som jeg kan stå ved.

Jeg tror på mirakler, magi, kærlighed og lykkelige slutninger. Men det trisre er alt, alt, alt for meget ender galt, pga misforståelser, man forventer andre skal forklare og forsvare det de gjorde eller sagde, selvom grunden til det der gik galt ikke var det der blev sagt, men den misforståelse som opstod, og for hulan mennesker, er dårlige til at sige "ja, det var en misforståelse lad os glemme det, og så lade det være fortid, og så komme videre, herfra" .. Uden at skulle igennem et eller andet krigsdrama, om hvem der lyver for hvem og hvem der ikke lyver og hvem der kun lyver lidt.

Og hvor går grænsen for hvor meget man må lyve, eller hvor meget lort man må sige, før den anden part har tilladelse og "ret" til at få nok, gå amok og så skride uden at sige farvel. Hvor går grænsen for hvad der er ok, og hvad der er ondt og tarveligt, og hvad er det gode, og hvad er definationen af hvad der er godt, og hvem der er gode mennesker. Hvor er den ordbog, man kan slå det op i?

Jeg har herinde haft diskusioner med folk, der opstod af rygter, hvem tror på rygter, hvornår og er det okay at tro på rygter, og er det dem der tror på rygterne eller dem rygterne handler om der har "retten" på sin side, til at være vred og fornærmet?

Hvornår er det okay, selvom alle er enige om det ikke er, men derfor gør det alligevel, til at sige noget videre man belv bedt om at holde kæft med, og hvorfor er det så svært at holde på en hemmelighed, er det fordi man ikke har andet at sige, eller er det fordi man tror man lige får et minut på toppen af bjerget og så er det det værd, at udstille andre, man selv har haft en eller anden relation til.

Hvor går grænsen for hvor meget man skal gå igennem for andres skyld, eller for sin egen skyld, der kræver at andre inden for ens grænse, kommer med det udfald man forventer, men kun håber på, fordi det virker så umuligt.. Hvor meget skal man ofre, for folk der ikke ofrer noget den anden vej, eller gør de, for det ved man jo ikke om de gør men det tror man ikke, så man dømmer dem som dem der ikke ofrer noget, og en selv som den der går gennem ild og vand, men siden det ikke bærer frugt, ofrer den anden vel også noget, eller?

Og hvor går den grænse der hedder hvor meget mennesket kan holde til, hvornår man siger fra og hvornår man bør sige fra, er det når man ikke får sin vilje? nej, men er det så når man bliver vred eller såret? nej, er det når man ligger på badeværelset på et vådt håndklæde, og tænker, gad vide om man er alene i verden, eller der faktisk er en nabo på den anden side af væggen, der undrer sig over, hvilke ulvehyl, der kommer fra ens lejlighed? eller er det først den dag man ligger i kisten, og folk sukker og med deres sorte hat, og siger "ja, ville ønske du sagde fra før det var for sent"
hvornår er nok, nok?

Hvornår er man dette gode menneske, som vi alle kan blive, tror vi. Men nogen vælger at gøre noget der gør man ikke kan se dem som gode mennesker, og er de så faktisk gode mennesker?

Meningen med livet er biologisk set at føre generne videre, og at kun de stærkeste overlever, så dem der dør og ikke fører gener videre, gør de så en lige så stor del af evolutionen, ved ikke at føre deres gener videre, fordi det kunne have blevet enden for menneskeheden? og hvorfor skulle man ikke bare være ligeglad, siden at man dør alligevel, man kan blive gammel, bevares, men man dør. Alle dør. Og det burde ikke komme bag på nogen, eftersom det er det eneste man kan være sikker på.

Om der findes liv i universet, udover på jorden, - i have no idea. hvis man graver dybt nok i sandkassen, hvor ender man så? - ja, ikke i kina nok, men måske i et univers af indre intelligent liv, som er det eneste sted, vi ikke har kigget grundigt nok. At faktisk er vi skorpen af universet, og det hele er indeni, ikke udenom. Ligesom i mennesker, vores udseende, er skorpen, og den bliver gammel og forurenet, men hvis man holder det inden i rent, og ikke ved at drikke ajax, så er chancen for at når man dør, hvornår det så end er, at folk vil sige, "ja, alder er kun et tal, men mother of god, you did this right, this was a perfect person on the inside" og måske er det derfor vedkommende ikke kunne sprede sine gener, fordi som jeg så en forsker udtale, at intelligent liv, måske har en evne til at udrydde sig selv, før de ganske enkelt når at finde de andre steder med liv i universet, og det er måske den hemmelighed som ingen kan finde.

Jeg tror på det bedste i alle. Jeg tror alle har noget at bidrage med inden i, men nogle har aldrig fået chancen. 

Jeg frygter at miste, men ikke mere end jeg frygter ikke at elske...

Mine forældre har aldrig været der. Never. Min mor siger hun ikke har set mig græde fra jeg var spædbarn til jeg blev indlagt som 17-årig. - Men hun mener jo det er mig der er noget galt med...
Jeg har altid - ALTID - været alene om alt. Jeg har gennem min barndom udviklet de særeste - men set fra den vinkel der siger at ikke miste sig selv - metoder, på hvordan jeg kunne hjælpe mig selv, og ikke lade mig tynge af alt det lort, der blev lagt på mig hele tiden. Jeg brugte mange timer, i sociale sammenhænge, men aldrig rigtigt deltagende, jeg observerede alles udtryk, ord, bevægelser, og sugede det hele ind i hjernen, også sad jeg derhjemme selv som barn, og gloede i min seng, mens jeg satte tingene på plads i hjernen, sorterede den viden, og fik det lagt på langtidshukommelsen, når stoffet var arbejdet igennem.

Jeg tænkte ikke over om folk syntes jeg var sær, eller noget, jeg havde alt for travlt med at lære, det andre skulle have lært mig. Sociale evner og forståelse for mennesker. Noget man skal lære i tidlig barndom.

Både min læge og overlægen har sagt, det er usædvanligt at man med fortid, min barndom, har udviklet social begavelse og forståelse, der er højere end hos normale voksne, når det er standard at børn fra fraværende forældre ofte har mangel på sociale evner. Og at det viser en meget høj begavelse, som er svær at forstå, for selv dem. For der er ikke meget logisk over, hvordan jeg på egen hånd, gik gennem 10 år i folkeskolen, helt alene. Uden at skabe problemer, uden at bryde sammen, uden at miste fokus osv. Hvordan jeg selv håndterede deres skilsmisse, hverdagen i skolen, lektier, sociale krav, og slap med "kun" at have et stort behov for kontrol og spisning, som jeg samtidig, kunne holde styr på, for ikke at det skulle slå mig ned. Det logiske ville have været jeg var endt på hospitalet dengang, og behandlet med eller uden tvang, og have slået mig ud af den eneste kurs jeg havde, og derved nok gjorde mere skade en gavn.

Min klippe har altid været min fantasi, min viden, og tro på at det gode altid sejrer. Kærlighed og håb er det eneste større end frygt og had. Kan udstå og overvinde alverdens smerte, hvis blot jeg har en splint af kærlighed, i mit hjerte.

Jeg går aldrig i seng, uden at have en lille bold med sammenpressede følelser, tanker og undren fra den dag, der er nok til at jeg vil stå op den næste dag, for at forsøge at finde svar.