"Der var en mand, der boede på det her bosted, for kronisk mentalt meget syge typisk lidt oppe i årene. Denne mand, havde haft et helt normalt liv, med kone, børn og job. Pludselig var konen gået fra ham og taget børnene med sig, og han mistede sit job næsten samtidig, han gik ned med stress og depression og endte på psykiatrisk afdeling. Trods alt det han havde været igennem, op til, mente de hans sociale afstand var tegn på svær depression og psykose. De gav ham en masse medicin, meget mere end det anbefalede. Det endte med hans hjerne tog skade af medicinen og han fik en varig hjerneskade af det antipsykotiske medicin. Det hæmmede hans kommunikation, hans motorik og sprog. Derfor blev han nu set som svært skizofren, og flyttet til det her bosted, hvor personalet anså ham som værende farlig. Han havde aldrig krummet et hår på nogen. Min KP da hun startede der, omkring dette tidpunkt, fik hun at vide hun skulle passe på, fordi han var voldelig. Hun var nervøs over ham og undgik ham. Det gik hende på, og hun endte med at tage det op med superviseren, der sagde hun måtte ligge det bag sig, hvad andre havde sagt og se på hvad han egentlig gjorde. Hun gik forbi ham de kommende uger uden at gå i en bue udenom. Han bemærkede det. Efter den tid, satte hun sig på stolen ved siden af ham, uden at sige noget. De talte ikke, men han bemærkede det. Efter et par uger, talte hun til ham, og til hendes forbavselse, svarede han helt normalt og roligt. De kommende uger, snakkede de sammen hver dag, og gik ud af huset og han åbnede sig hurtigt op til noget ingen af de andre personale havde troet på, selvom han havde været der i et par år. Han havde humor, sociale kompetancer og på ingen måde farlig eller ubegavet."
