Forsinkede tårer.

Jeg græder lidt og kort hver dag. Kan ikke græde mere end det selvom jeg prøver. Det giver en forfærdelig hovedpine, smerter der stråler ud til hver en nerve i kroppen. Det er fra min barndom, for de 17 år hvor jeg ikke turde vise hvem jeg var, mine følelser eller mine tanker, jeg var bange, vidste folk så mig som svag og genert, og den søde pige. Jeg turde ikke græde ikke engang om natten, for hvis mine søstre hørte det ville de blive kede af det,bange og bekymrede. Jeg ville ikke skade dem, jeg ville sørge for med mit liv som indsats, at der intet skulle ske dem, at ingen skulle gøre dem fortræd og ingen skulle smadre deres liv. At mor ikke skulle lykkes med at vi ikke skulle se far mere, for det var ikke rigtigt, hun var egoistisk og tog fejl. Selvom jeg har en syg far, selvom jeg selv er syg, så skal ingen tro de kender mig bedre end jeg selv gør.